De offentlige overenskomstforhandlinger og de langvarige konflikter har reelt ingen indflydelse på størrelsen af den samlede lønudvikling i den offentlige sektor. På grund af reguleringsordningen er lønudviklingen på det offentlige og det private arbejdsmarked bundet tæt sammen. Forbedringer af rammen vil derved blive reduceret via reguleringsordningen. Overenskomstforhandlingerne handler derfor alene om fordelingen af rammen og tidspunktet for udmøntningen af lønstigningerne.

Hvis enkeltgrupper, der går i konflikt, opnår ekstra forbedringer oveni de indgåede forlig, vil det reducere den regulering, der skønsmæssig indgår i forligene og dermed forringe resultatet for de øvrige grupper. Det var derfor, at formanden for KTO, Anders Bondo Christensen, kom med en slet skjult advarsel om at give Sundhedskartellet mere, samtidig med, at han sagde ok til FOA's forlig, fordi merstigningen var relativt begrænset.

OK 2008 har sat spørgsmålstegn ved flere dogmer, men samlet set ser det ud til, at aftalemodellen overlever trods den massive politiske indblanding, der forvred forhandlingsforløbet fra starten. På længere sigt er modellen stadig truet af politisk intervention, hvor spørgsmålet om en lønkommission bliver den næste store hurdle.