De globale klimaforandringers nye epokale bekymringer udfordrer sociologisk vanetænkning og inviterer til forstærket socialteoretisk engagement. Denne artikel søger at give et selektivt overblik over de måder, hvorpå den sociologiske fagdisciplin gør klimaproblematikken til genstand for teoretisk og empirisk forskning; samt at give et programmatisk og fremadrettet bud på dette arbejdes væsentligste socialteoretiske nybrud. Historisk lokaliseres disse spor i miljøsociologien, og artiklen giver et kort oprids af dette sub-felts vigtigste forskningsprogrammer. Hernæst analyseres det, hvordan ”klima” nutidigt mobiliseres som markør for bredere kulturelle transformationer i en række ambitiøse samtidsdiagnostiske projekter. Fokus lægges her på de vidt forskellige, men hver især vidtrækkende, teoriansatser hos Ulrich Beck, John Urry, Slavoj Žižek og Bruno Latour. Mod slutningen af artiklen udpeges fem social-ontologiske akser, langs hvilke klimaforandringerne inviterer til fornyet sociologisk fantasi og fremtidige empiriske studier: Rumlighed (globalitet); tidslighed (fremtidighed); materialitet (økologi); epistemisk grænsedragning (transdisciplinaritet); og offentlighedsformer (klimatisk medborgerskab). Klimaforandringer, konkluderes det håbefuldt, kan vise sig at bidrage ”positivt” til sociologien, som katalysator for en genopfindelse af disciplinen i en kosmopolitan, mere-end-social verden.